Karstens Corner

DEN ANDEN DAG stod jeg i min kolonihave ved Brabrand Sø i Århus. Jeg var ret stresset. Grillen skulle i brug efter en hel vinter i glemsel, og min lille søn på to år var ked af det, fordi han var træt efter en lang, varm dag i vuggestue. Det skulle være åh så afslappende at tage en tur i kolonihave, men sådan følte jeg det ikke. Jeg var faktisk ved at koge over af stress over at få denne hverdagsgrillaften til at lykkes. For at slappe lidt af hentede jeg radioen og hældte et glas vin op. Ud af radioen kom en velkendt nasal stemme: Tue West med sangen: Vent på Mine Sange. Sammen med vinen løftede sangen mig lidt op fra stressens sorte hul.
MENS JEG NØD sangen og ordnede grill, sneg en lyd sig ind. Det var en mærkelig skærende lyd, som når man brænder ukrudt af med en gasbrænder. En lidt uhyggelig lyd, men samtidig fascinerende. Jeg kikkede over til min ene nabo. Var det ham, der havde gang i noget? Og jeg kiggede til den anden side. Heller ingenting. Så slog det mig. Det kom ovenfra. Og da jeg kikkede op i himlen, så jeg, hvad det var: To enorme knaldrøde luftballoner lige over mit hoved.
Ballonerne var fantastisk flotte, og jeg så lige med ét, hvor blå himlen egentlig var. - DE STORE balloner var helt stille, som to røde sole på himlen. Kun gasbrænderens lyd, som de med korte intervaller fyrede af, afbrød stilheden. Hvilket syn. Ballonerne sejlede som lydløse skibe henover mit hoved. De var som et fatamorgana, og alligevel var de virkelige. Jeg stod helt stille, og var bare glad. Ingen stress, ingen skyklapper, bare ren oplevelse, ren væren. Som min søn, når han ser en hund. »Hund, hund, hund,« råber han og ser vildt glad ud.
»BALLON, ballon, ballon,« havde jeg lyst til at råbe. Men jeg sagde ikke noget. Jeg kikkede bare, og først da ballonerne var væk i horisonten, slog det mig, at de havde haft en besked med til mig. Det var beskeden om, at det bliver en fantastisk sommer. En sommer med godt vejr, kold hvidvin, masser af kold hvidvin. Gode dage i kolonihaven uden myg og med opkald fra venner, der vil spørge, om vi ikke skal mødes til grillaften, øl og måske VM i fodbold. Ingen problemer. Bare sommer, sommer og lykke. Det var, som om jeg blev hævet op over det almindelige liv, som dem der sad i kurven under ballonen. At tænke sig: Nogle gange handler ens humør bare om perspektiv. Det rette perspektiv!

Igennem længere tid har Århus Kommunes forholdsvis nye læskure undret mig. Er der en særlig grund til at de er uroligt flot designede, men til gengæld komplet ubrugelige? Er det en særlig grund til at læskurene ingen læ yder, men egentligt kun tilbyder en udendørs, forblæst, men til gengæld oplyst sideplads med udsigt til kæmpe reklamer?

Og ja, det er der og her kommer svaret: Det er ufoattraktioner, hvor utroligt det end lyder, for hvis en ufo kom til Århus for at observere livet her, så tror jeg ikke, at de ville lægge mest mærke til alle de nye flotte bygninger vi har fået her i Århus, som for eksempel: det nyåbnede AROS, der i sig selv ligner et kæmpe kubistisk rumskib, den futuristiske Prisme eller det ekstravagante Bruun Galleri! Jeg tror derimod, at de ville svæve undrende over alle byens forholdsvis nye halogenoplyste læskure, og så ville de grine deres grønne bagdel i laser over at folk stod udenfor disse gennemsigtige oplyste kapsler for at få en smule læ, for indenfor er der jo igen læ, da de store glaspartier er designet så flot, at de ikke slutter tæt for oven. De ville hulke af latter over at bussens køretidsplan var placeret indenfor i skuret, så alle, der vil tjekke afgangstider, må stå oven i hinanden inde i skuret og strække hals, mens dem der vil have læ står frysende udenfor og klaprer tænder. De ville også undre sig over dem, der i nattens mulm og mørke smadrer de gennemsigtige ruder og måske stjæler en plakat eller to af en letpåklædt dame i praktiske, men moderigtige sloggitrusser. Og hvis de bliver ”hængende” længe nok, ville de opleve firmaet bag læskurene troligt komme i en lille hvid bil, møjsommeligt feje skårene op og skifte ruden ud med en ny. Derefter kommer der måske endnu en bil og skifter plakaten ud. De ville ryste på hovedet, men samtidig more sig kosteligt. Det kunne gå hen og blive Århus’, smilets by, måske til datos bedste trækplaster for udenbys intergalaktiske turister. En attraktion af dimensioner. Og måske ville de bagefter tage en tur i AROS eller handle lidt i Bruuns Galleri. Man ved aldrig med den slags. Spændende arkitektur betaler sig i hvert fald altid!